Når man kommer ind i en kirke, som man ikke kender, kan man både være spændt på, hvad man får at se derinde, og alligevel forvente ganske bestemte ting i rummet.

Uanset om en kirke er gammel eller ny, moderne eller traditionel, er der som regel altid:
alter
døbefont
prædikestol
orgel

Desuden kan der være hængt noget op på væggene eller anbragt forskelligt i rummet, alt efter hvor kirken er. F.eks. altertavle, kors eller krucifiks, malerier, udskårne figurer.

Christianskirken er en nyere kirke, og derfor er der ikke - som i Sct. Marie Kirke, Ulkebøl Kirke m.fl. - ting som har rod i gamle traditioner og stammer fra tiden "dengang". Vores faste inventar er tiltænkt kirken fra starten og ofte tegnet af en af de arkitekter, som var involveret i byggeriet af kirken.

Udover de ovenfor nævnte ting har vi 4 vinduer med glasmosaik i den ældste del af kirken, en stiftsmosaik i koret, og korset som hang over alteret i kirkens første år (indtil udvidelsen var der blank murstensvæg mod øst og ikke vinduer som nu).
Desuden er der et gammelt krucifiks og de store lysestager til at sætte på alteret; sammen med alterkalk og alterbægre osv. opbevares de gamle ting i et låst rum, når de ikke er i brug.
Siden kirkens jubilæum i 2007 har vi nu også 4 malerier af Arne Haugen Sørensen i kirken:
3 er anbragt på kor-væggen bag alteret og 1 på væggen i det nordlige sideskib, sådan at det kan ses, når man står ved døbefonten.

Alteret
er det bord, hvor man især har de ting, der skal bruges af præsten under gudstjenesten. Fordi en gudstjeneste er en fest (for Gud), er der dækket op, næsten som når vi derhjemme gerne vil gøre det pænt og festligt: Vi sætter lys på bordet, lægger en dug eller nogle servietter på under tingene, og der er blomster på bordet. Sådan er det også i kirken.
Her er der lysestager, som er ret store, fordi kirkerummet er meget større end stuen derhjemme. Lysene er som regel af ren stearin og meget højere og tykkere end hjemme, fordi de skal kunne brænde længe, og fordi de skal kunne ses af alle i kirken.
Men der er også en anden grund til at have lys på alteret: Jesus omtalte ikke sig selv som Jesus, men sagde "Klippen", ”Menneskesønnen", "Verdens Lys" og den slags om sig selv. Ved at kigge på lysene på alteret, bliver man derfor også mindet om Jesus.
Alteret er ikke et træbord som i vores spisestue hjemme, men er lavet af granit. Der er en bestemt grund til at kirkens alter er lavet af klippesten.
Jesus fortalte tit at det var bedre at bygge på klippegrund end på sand, for så stod huset bedre fast. Det han talte om, var faktisk noget andet, for han ville få folk til at forstå, at Guds Rige bygger på noget solidt. Og når man vil starte noget, skal man sørge for et godt fundament. Den fortælling står i Matthæusevangeliets kapitel 7 vers 24-27.
Jesus brugte som nævnt ovenfor også navne som "Klippen" om sig selv, - og på den måde sagde han til folk, at de kunne stole på ham og bruge det han lærte dem, som grundlag for deres tro.
Vi ved også, at Jesus inden han tog afsked med sine disciple talte meget med især ham vi kalder for Peter, - der indtil da kun blev kaldt sit oprindelige navn Simon -, om at Simon, når Jesus var død, skulle være den som ville fortælle andre om at tro på Gud og om at elske sin næste. Jesus spurgte, om han ville være den, som Jesus kunne "bygge på" (Mattæus 16,18). I den anledning gav Jesus ham det ekstra navn "Peter", der er fra græsk og betyder "klippe".
Det navn har Simon / Peter været ret glad for at have fået, og det navn brugte de andre også om ham efter den dag. Derfor kender vi ham mest med navnet Peter.
Når arkitekten altså har bestemt, at alteret hvorfra vi hører Guds ord læst op, skulle laves af granit, har vi på den måde fået fortællingerne lige ind i øjenhøjde. Vi skal bare se på granitten, lysene og korset, og så husker vi hvad Jesus sagde. 

Døbefonten
I kirkens skib, næsten helt oppe ved trappen til koret, står kirkens døbefont. Den er lavet af granit; noget som ikke lige går i stykker. Det er der en helt bestemt grund til.
Jesus sagde flere gange til sine disciple, at det var godt at bygge hus på klippegrund, på fast grund, så huset ikke uden videre kunne blæses omkuld af vinden eller skylles væk af vandet.
Jesus sagde også, at han gerne ville bygge sit eget ”hus”, kirken, på klippegrund. Desuden omtalte Jesus også nogle gange sig selv som "klippen", - som fundamentet i menneskenes tro på Gud.
På et af de sprog, som man også talte den gang, hedder klippe ”Petrus”, - på dansk er det navnet Peter. Og Peter husker vi som navnet på den discipel, Jesus fulgtes meget med. Peter ville gerne kunne leve på den måde, Jesus ønskede, og han var en af de første, som bagefter var med til at døbe mennesker, som han mødte og fortalte om Jesus.
Ved at lave en døbefont af et stykke af en klippe fortæller vi altså, at vi også gerne vil bygge solidt. På Guds ord som vi hører ved dåben, når vi står rundt om døbefonten. Og vi mindes om, at vi skylder Peter, "klippen", og de andre disciple, som bagefter gik rundt og fortalte videre, at vi også får lov til at høre Guds ord.

Døbefonten i Christianskirken har 12 sider. Det er der også en god grund til. Jesus havde netop 12 disciple (elever), lige som der var 12 stammer i Israels befolkning. De 12 disciple skulle gå ud og fortælle om Gud på den måde, som Jesus havde gjort.
Døbefonten er med sine 12 sider derfor med til at fortælle os om Gud sådan som Jesus lærte disciplene det, og de 12 sider, som vi kan kigge på eller stille os hen til, sender signalerne ud til os: Når du går ud herfra, så fortæl videre!
Dåben i kirken er et sakramente. Sakramente betyder hellig handling. Når en handling er hellig, sker der altså noget mere, end det man lige kan se.
Dåbens vand på hovedet er absolut også meget mere end bare lidt vand i håret, for vores forhold til Gud ændres, idet Gud ved dåben lover at se på mennesket som et rent menneske, én som har fået del i den tilgivelse, Jesus lovede os - ved at tage lidelserne / straffen på sig langfredag.
Vi får i forbindelse med dåben altså en velsignelse med os, som er et løfte om, at alt det onde eller forkerte, som vi kommer til at gøre og sige i løbet af vores liv, kan vi tage med til Gud, hvis vi vil. Det kan vi gøre gennem bønnen Fadervor, eller vi kan selv formulere vores tanker. Gud vil så lytte til os, men også lære os at se, at kærligheden til andre bør vægtes højere end menneskelig smålighed og hævnfølelse.
Dåbens velsignelse betyder, at Gud vil os det godt.

Prædikestolen
I Christianskirken har vi en prædikestol som er lavet af træ, men anbragt på en sokkel af granit. Præstens ord hviler nemlig på Guds ord, lige som træ-delen hviler på granit-delen.
Læser man i Bibelen, kan man finde steder, hvor Jesus og Peter taler om, at når Jesus ikke er sammen med dem mere, er det Peter, der skal bygges på. Ham som man kan regne med vil føre det videre, som Jesus har begyndt. Jesus blev også selv tit omtalt som "klippen", så det er ikke så sært, at vi har granit underst i prædikestolen. Guds ord er nemlig grundlaget man kan bygge sit liv på, den faste klippe.

Prædikestolen er 6-kantet, og det er der også en god grund til. Vi kender en stjerne som har seks takker, fordi den består af to trekanter lagt oveni hinanden. Den ene trekant står på spidsen, mens den anden står på den solide side. Den sidste symboliserer Gud som det solide, vi kan bygge vores liv på; den første er mennesket som støtter sig til Gud / den anden trekant og på den måde kan holde balancen. Tilsammen giver de en stjerne med 6 takker. Stjernen er symbolet på, at Gud og menneske mødes, og det skete netop julenat hvor Jesus blev født. I prædikenen, som lyder til os fra præsten på prædikestolen, møder vi mennesker også Gud og Guds ord. Og det mindes vi om med de 6 sider.
Mange prædikestole er lavet med en lydhimmel, en slags "låg" som stopper lyden så den ikke bare fortsætter op mod loftet, men i stedet sendes ud i kirkerummet. På den måde er det nemmere at høre det, der bliver sagt. En lydhimmel kan være pyntet med mange fine udskæringer, malede billeder og hvad man nu har syntes ville være gode ting at se på.
Vores lydhimmel har en forgyldt due anbragt under sig. Duen er et symbol på Helligånden, som er en af Guds måder at møde mennesker på. En due kom flyvende ned, dengang Jesus blev døbt i Jordanfloden af Johannes Døber, og flere andre steder hører vi om at der er en due, samtidig med, at Guds stemme kan høres. Jesus fortalte, inden han forsvandt for sidste gang, at der ville komme en "talsmand" (bl.a. Apostlenes Gerninger 1. kapitel) og hjælpe dem med at forkynde.
Duen hænger over præstens hoved, så vi kan se den når vi kigger derhen, mens der prædikes, - og huske at når præsten taler, er det om de ord, vi har fra Gud.
Den forgyldte due er i øvrigt en gave til Christianskirken fra en dame ved navn Karen Louise Reimer. 

Stiftsmosaikken
Oppe i kirkens kor, dvs. i den del af kirken som er oppe ved alteret og oven for trappen, er der inde i muren til venstre en ganske særlig trekant. En ligesidet trekant hedder den slags. Det er en mosaik lavet af små keramik-fliser, "stifter", som er lagt ind i våd beton.
Ideen til mosaikken skyldes Gotfred Mortensen, og den er lavet af en kendt sønderborger, Fritz Carstensen ("Havbogasse-Carstensen").
Mosaikken er egentlig 3 trekanter + 1: tre som står på siden og én som står på spidsen inde mellem de andre. Den står sådan, at det faktisk er de tre andre, der holder den oppe, for den kan ikke stå selv, når den står på spidsen.
Den øverste trekant viser et øje. Guds øje, som ser alt og passer på alt. Og Guds øje ser forhåbentlig, at "alt er såre godt", som der står i Skabelsesberetningen i 1. Mosebog, i starten af Bibelen.
Den trekant som vi ser nederst til højre, har et X og et P lagt over hinanden. De to bogstaver er de første bogstaver i navnet Kristus, hvis man skriver det på græsk, og derfor bruger man det tegn for Jesus. Det er flot at se på og nemmere at lave end flere bogstaver. Den første som rigtig brugte det på den måde, var en romersk kejser der hed Konstantin den Store, og derfor kalder man det for det konstantinske monogram. Et monogram er nogle få bogstaver, som bruges som tegn på et helt navn; bare tænk på vores DK-plader på bilerne, hvor DK betyder Danmark. XP oveni hinanden betyder altså Jesus Kristus.
Trekanten nederst til venstre forestiller en due. Ikke fredsduen som flyver fredeligt rundt med en olivenkvist i næbbet eller sidder stille og venter, men en due i fuld fart nedad. På vej fra Gud og ned til os. Derfor har den hovedet nedad, og på mosaikken stikker næbbet og den ene vingespids udenfor kanterne.
Den fylder simpelthen meget, og det er også meningen, for duen betyder Guds Helligånd. Og den kan man ikke sådan lige holde indenfor faste rammer.
Nu mangler kun trekanten i midten. Den er forsynet med et kors og en sol der kigger frem bagved. Så tænker vi på Jesus, dengang han var menneske og blev slået ihjel – men stod op af graven "da det blev aften og det blev morgen næste dag". Der var startet en ny skabelse, en ny fortælling.
Den midterste trekant er menneskets trekant, som ved hjælp af de tre andre alligevel ikke vælter, men holdes oppe gennem hele sit liv. Og mennesket behøver heller ikke at være bange for døden, for den har Jesus og Gud sejret over.
Mosaikken skal altså huske os på, at Gud holder os oppe, når vi ikke kan stå selv.

Mosaikruderne
Rundt omkring i Christianskirken er der mange høje vinduer, så der kommer en masse lys ind i kirken. Især fra øst, hvor alteret står.
Men fire små vinduer er anderledes. De er forsynet med glasmosaikker udført af maleren Knud Lollesgaard. Han har også lavet glasmosaikker i andre kirker, og i forskellige størrelser. Mosaikruderne i Christianskirken sidder dér, hvor der i kirkens første 16 år, 1957-73, var præsteværelse og kistemodtagelse. Dvs. dengang kirken ikke var så stor som den er nu.

En af ruderne viser andet end korset og solen,som man ellers først får øje på. Kigger man efter, ses bogstavet A / Alpha, det første i alfabetet. Og under det er der et tegn, som hedder Omega; det sidste bogstav i det græske alfabet, der blev brugt som skriftsprog, dengang Det Nye Testamente blev skrevet ned.
Jesus sagde nemlig at han ville være med os alle dage, altså fra først til sidst. Fra Alpha til Omega.
 På andre ruder fremstilles Betlehemsstjernen og påskesolen. Begge fortæller om begivenheder, som kom til at være skelsættende for mennesker.
1. Mosebog fortæller om jordens tilblivelse, hvor Gud skiller mørket fra lyset, og sætter mørket på porten. Til gengæld skal lyset fra da af være livgivende og grundlaget for al eksistens. Efter at lyset er kommet til, kan planterne vokse, og dyr og mennesker trives på jorden.
Lyset er også det, som igen og igen dukker op og fortæller om sejr; over døden som påskemorgen hvor Jesus genopstod, og over hver morgen vi vågner op til en ny dags muligheder.
Den rude, hvis motiv er nemmest at genkende, er nok den med Kristusfiguren. Med armene ude til velsignelse af os, bredt favnende som en kærlig bror, en farmor eller en mor der kalder sit lille barn til sig.
Sådan stod Jesus, når han velsignede børnene, eller da han tog afsked med disciplene. Med armene bredt ud og med plads til alle mellem de åbne arme, klar til at give sin kærlighed til dem der kommer ind i favnen.
Og sådan står præsten ved afslutningen af gudstjenesten og lyser velsignelsen fra Gud over menigheden, med armene løftet på samme måde. På Guds vegne sender præsten Guds kærlighed ud i kirkerummet til alle.
Kropsstillingen ligner et kors, der jo ikke var noget kærlighedsinstrument, men produceret til at udbrede ondskab. Med Kristus som ”kors” er det nu ændret til det modsatte: Kærligheden til os fra Gud; den kærlighed vi kan modtage – og som også gælder vores næste.

Krucifikset
Et krucifiks er "et kors med Jesus på".
Krucifikser findes i mange størrelser, og de helt store har bl.a. været hængt op under lofterne i kirkerne som en del af en afspærring mellem koret (den øverste del af kirken hvor alteret er) og skibet (det store rum i kirken hvor menigheden sidder), så folk i kirken i "rigtigt gamle dage" også havde noget at se på under gudstjenesten, selv om de ikke rigtigt kunne se gennem afspærringen og forbi præsternes hjælpere, som stod oppe i koret. 
Christianskirkens krucifiks er ikke så stort, men det er den ældste af vores ting! Det gamle krucifiks stammer fra 1300-tallet…! Det har været ejet af mange mennesker gennem tiden, og man mener at det på et tidspunkt har tilhørt en kendt familie, der hedder Rewentlow. Krucifikset er foræret til Christianskirken af en Karen Louise Reimer.
Det bruges i kirken, når der er gudstjeneste, bryllup, bisættelse og begravelse, altså det vi kalder "kirkelige handlinger". Så sættes det fast i en holder bag på alteret, så det ikke falder ned. Præsten kan se på det, når han eller hun står med ansigtet vendt mod øst, mod vinduerne. Ligesom man i mange kirker kan se på altertavlen.
Krucifikset forestiller en smilende Kristus. Han er glad og stolt, en sejrherre. Og en Kristus som kunne sejre, var en Kristus som folk heroppe nordpå kunne bruge til noget, for de var vikinger, dengang kristendommen kom til Danmark, og de ville gerne skifte deres gamle guder ud, hvis den ny var bedre. Så præsterne fortalte mest om Kristus som ham der sejrede over døden påskemorgen. Derfor kan man se den stolte og glade Kristus på mange gamle krucifikser.  
På nogle krucifikser er der en Kristus, som ser lidende ud, og de er tit nyere end vores krucifiks. Et par hundrede år efter at danskerne var blevet kristne blev folk nemlig meget optaget af at læse og høre om, hvor meget Jesus faktisk havde lidt, for at frelse mennesker fra døden. For at "sone". Og det må have gjort ondt at blive sømmet fast til et kors, så det ansigt der trækkes helt skævt af smerte, er nok det ansigt mange mennesker, der gik ud til Golgata har set på mange af dem, som skulle henrettes.
Sådan et krucifiks er der i præsteværelset i hjørnet af kirken, og det krucifiks er meget nyere end det fine gamle vi bruger inde i kirken. Men det er lige så "rigtigt"!

Lysestagerne
På bordet i kirken, alteret, står der altid nogle meget store lysestager. De er lavet af messing. Når der er gudstjeneste, er der som regel fire store stager på alteret, men til hverdag er der bare to. De to ældste er ret gamle og derfor opbevares de i et pengeskab sammen med andre af kirkens ting. på den måde kan vi passe godt på dem, og alligevel have døren ind til kirken åben hele dagen, så folk kan gå ind og kigge hvis de har lyst.
Christianskirken har også en 7-armet stage af messing. Den står i krypten og bruges, når der er bisættelse dernede.

Kirkens sølvtøj
I en kirke bruger man flere ting af sølv. De fleste af dem kommer frem, når der er altergang, også kaldet nadver, og bruges til at opbevare brød og vin, til at have ekstra af begge dele på alteret, og til at drikke af. Og der er faktisk en bestemmelse om, at kirkens bægre, kander m.m. skal være lavet af ”ædelt metal”. De er dyrere i anskaffelse end glas og den slags til privat brug, men til gengæld holder de i mange år - og tåler at falde på gulvet, hvis en kirkegænger er uheldig at tabe sit bæger!
Hvis en præst bliver bedt om at besøge en som er syg og forhindret i at komme i kirke, men som gerne vil have lov at gå til alters, er det upraktisk at tage de almindelige ting med til det. I stedet for har man en lille kuffert med de samme ting i, bare i mini-udgave: disk (den lille flade tallerken), kalk og bæger. Der er to sæt.
Og så har kirken nogle fine, hvide servietter til at lægge under sølvtøjet, så det ikke bliver ridset når det står på alteret, og til at lægge hen over så der ikke kommer støv og snavs ned på brød og vin. Disse servietter er pyntet med "det konstantinske monogram", X+P.