En kirke består af mange dele, og hver del har sit eget navn. Hjemme i vores huse har rummene og tingene også forskellige betegnelser, men dem har vi lært at kende fra vi som små lærte vores sprog.
I kirken er de forskellige betegnelser kendte for nogle, men ukendte for flere:  

Skibet - den største del af kirken, og det er den del hvor vi sidder når vi er i kirke.
Sideskib – ekstra rum langs med skibet
Kor - den del af kirken, hvor alteret står.

Sakristi - præstens rum
Våbenhus - indgangsrummet
Dåbsværelse - venterum til dåbsfamilier
Krypt – kælderrum indrettet som kirke
Kapel – lille kirkerum

Alter – kirkens bord
Døbefont – stenkumme til dåbsvandet
Prædikestol – talerstol til især præsten
Nadver – fælles måltid til minde om Jesus’ sidste måltid; kaldes også altergang

Skibet
Jesus kom meget i egne hvor man fiskede, og nogle af hans disciple var fiskere. Derfor forstod folk nemt hvad Jesus mente, når han i sine fortællinger brugte billeder med vand og skibe som eksempel.
Nogle af de største oplevelser fik disciplene også under ophold på vandet. F. eks. gik Jesus hen til dem og sagde, at de skulle fiske videre, selv om de havde opgivet at fange noget. Og Jesus kunne få stormen til at lægge sig midt i et voldsomt uvejr, sådan at disciplene ikke behøvede at være bange for at drukne. Det var også under en sejltur disciplene så Jesus komme gående hen imod dem på vandet; først blev de bange, men Jesus kaldte på dem og fik Peter til at prøve at gå ham i møde. (Læs mere i de 4 evangelier)
Skibet er altså symbol på Guds kirke og fællesskabet mellem mennesker og Gud, og derfor er det ord valgt som navn på den del af kirkebygningen. På den måde fortælles at ombord i dette skib sejler man trygt gennem livet, sammen med Gud, - som disciplene trygt sejlede med Jesus om bord.
Da man byggede de første kirker, begyndte man med skibet, så man fik et hus hvor man kunne samles, og så kunne man bygge videre senere hen.
Sådan var det også med Christianskirken; først byggede man midten (men dog helt ud til siderne), og senere kom næste del, efter at der var sparet sammen.

Koret
er navnet på den del af kirken, hvor Guds ord bliver læst fra. Der hvor præsten opholder sig under det meste af gudstjenesten, og der hvor kordegnen står og læser indgangsbøn og udgangsbøn.
I flere hundrede år var det kun præsten og hans hjælpere som måtte være i den del af kirken, og det var mest dem der sang og læste, for almindelige mennesker lærte som regel ikke at læse. Det var altså det sted i kirken hvor "koret" opholdt sig, og navnet er blevet hængende som betegnelse for netop denne del af kirken.

Mellem kor og skib var der tit en mur ude i siderne, eller koret var (er) en tilbygning til skibet som er smallere, og på den måde kom der en tydelig adskillelse mellem de to dele af kirken, og resten sørgede et gitter for. Det kunne kirkegængerne så kigge igennem, så de kunne følge lidt med i gudstjenesten og i det som præsten og koret foretog sig. Oppe under loftet ved adskillelsen eller gjort fast til gitteret var der mange steder hængt et stort krucifiks, så folk nede i kirkens skib også havde noget at se på. Alteret var i de store kirker for langt væk, eller munke og præster samt deres hjælpere, messedrengene, stod i mellem og tog udsynet.
Nogle kirker har stadig et fint gitter af smedejern til at skille kor og skib; f. eks. Korning Kirke mellem Vejle og Horsens. Og i f. eks. Sct. Marie Kirke i Sønderborg kan man tydeligt se, at koret er smallere end skibet, selv om der ikke længere er lukket af.
I en ny kirke som Christianskirken er bygningen tit næsten lige bred hele vejen, men der er taget plads fra i hjørnerne til andre formål, så også her er koret smallere end skibet, og der er en trappe op til koret, så man også på den måde mærker, at man kommer ind i en anden del af kirken, når man går op til alteret.
I dag må man nemlig godt gå derop som "lægmand", altså en der ikke er uddannet til præst.

Sakristiet
er præstens rum. Her opbevares "messetøjet", dvs. det tøj som præsten tager på over præstekjolen. Messetøjet svarer til det overtøj man tog på dengang Jesus levede. Og i kirken skal overtøjet helst være festligt, for gudstjenesten er en fest, hvor vi glæder os over Guds kærlighed til menneskene. Med så meget tøj til de specielle formål er det nødvendigt at have et sted, hvor præsten kan klæde sig om, og hvor tøjet kan gemmes af vejen, når det ikke bruges.
Sakristiet er også et sted, hvor præsten kan sidde lidt og samle tankerne inden gudstjenesten, så i mange sakristier er der et skrivebord, og der kan også være en bedeskammel og et krucifiks, hvor præsten kan bede en bøn, inden han / hun går ind i kirken for at holde sin gudstjeneste.
Er der plads til det, kan sakristiet også bruges til at opbevare alle de kostbare ting, der skal stå på alteret under gudstjenesten, så de kan låses inde. Der er store lysestager til at sætte på alteret, der er måske en gammel bibel eller et krucifiks som i Christianskirken, og der er bægre, kander og en lille tallerken af sølv til at have vin og brød i under altergangen.

Sideskibet
er ligesom skibet en del af kirken, hvor menigheden kan sidde (eller stå) under gudstjenesten. En række søjler kan adskille sideskibet fra selve skibet, og på den måde kommer det til at virke som et rum for sig selv.

I Christianskirken er der sat stole op i sideskibene, så der bliver plads til flere mennesker i kirken på den måde. Men der er også andre kirker, hvor man har besluttet sig til kun at have siddepladser i selve skibet. Sct. Marie, f. eks. Når der så er brug for flere siddepladser, sætter man ekstra stole frem, så det bliver som i Christianskirken.

Våbenhuset
er det sted i kirken, de fleste først kommer ind i. Det svarer godt til entreen derhjemme. Dér hvor man lægger overtøjet og tørrer fødderne af. Våbenhuset har fået sit navn, fordi folk tidligere tit gik med våben af forskellig slags. Og dem måtte man ikke tage med ind i Guds hus, hvor der ikke måtte være ufred ("elsk din næste som dig selv") og hvor der ikke skulle være forskel på rig og fattig. Derfor måtte man lægge sine våben i det rum man kom ind i først, altså i våbenhuset.
I de ældste kirker var der ikke våbenhus til at begynde med, så der kan man se våbenhusene "stikke ud", tit er det bygget til på sydsiden af kirken, hvor en af indgangsdørene var (den til mændene), så man kunne blive ved med at bruge den. Døren i den modsatte side, mod nord (til kvinderne), er så senere blevet muret til.
Christianskirken er bygget i en tid, hvor folk ikke går rundt med sabler og andre våben hængende ned fra hoften, men der er stadig brug for et sted, hvor man kan komme i læ for regn og blæst, uden at det blæser ind i selve kirken, og hvor man kan sætte håret lidt på plads igen, gå på toilettet, eller hvad man nu har brug for. Inden man går ind i selve kirkerummet.

Derfor er kirken bygget med et våbenhus. Eller rettere: der er taget et hjørne af kirken fra (mod SV), ved at man har lavet vægge ind mod kirken, så hjørnet kan bruges som våbenhus. Fra dette rum er der adgang til toilet for handicappede, - også indrettet med pusleplads.

Det sidste, fjerde hjørne i Christianskirken (mod NØ) er et kistemodtagerum. Det bliver brugt til at tage imod kister inden begravelser, og her kan man holde en lille andagt, inden de pårørende går igen.
Der er en direkte indgang til dette rum udefra, så kisterne kan sættes herind, uden at man skal hele vejen ind gennem kirken.
Midt i rummet er der en åben kisteelevator, så kisten uden problemer kan sættes på en katafalk og sænkes nedenunder, indtil der er bisættelse / begravelse.

Krypten
Under kirken er der en etage mere. Inden kirkens kordel blev bygget, lavede man en kæmpemæssig kælderetage som fundament for den næste etape i kirkebyggeriet. Dernede er der blevet indrettet et kirkerum og nogle kapelrum til kister.