Sønderborg
Kalender
Kirken
Christianskirkens kor
Andre oplysninger
Kirkegården
Nyttige link
Kirkebygningens indretning
|
En
kirke består af mange dele, og hver del har sit eget navn. Hjemme i vores huse
har rummene og tingene også forskellige betegnelser, men dem har vi lært at
kende fra vi som små lærte vores sprog. I kirken er de forskellige betegnelser kendte for nogle, men ukendte for flere: |
Skibet
- den største del af kirken, og det er den del hvor vi sidder når vi
er i kirke. Sakristi - præstens
rum Alter – kirkens bord |
Skibet |
| Koret Koret er navnet på den del af kirken, hvor Guds ord bliver læst fra. Der hvor præsten opholder sig under det meste af gudstjenesten, og der hvor kordegnen står og læser indgangsbøn og udgangsbøn. I flere hundrede år var det kun præsten og hans hjælpere som måtte være i den del af kirken, og det var mest dem der sang og læste, for almindelige mennesker lærte som regel ikke at læse. Det var altså det sted i kirken hvor "koret" opholdt sig, og navnet er blevet hængende som betegnelse for netop denne del af kirken. |
| Mellem kor og skib var der tit
en mur ude i siderne, eller koret var (er) en tilbygning til skibet som er
smallere, og på den måde kom der en tydelig adskillelse mellem de to dele af
kirken, og resten sørgede et gitter for. Det kunne kirkegængerne så kigge
igennem, så de kunne følge lidt med i gudstjenesten og i det som præsten og
koret foretog sig. Oppe under loftet ved adskillelsen eller gjort fast til
gitteret var der mange steder hængt et stort krucifiks, så folk nede i kirkens
skib også havde noget at se på. Alteret var i de store kirker for langt væk,
eller munke og præster samt deres hjælpere, messedrengene, stod i mellem og tog
udsynet. Nogle kirker har stadig et fint gitter af smedejern til at skille kor og skib; f. eks. Korning Kirke mellem Vejle og Horsens. Og i f. eks. Sct. Marie Kirke i Sønderborg kan man tydeligt se, at koret er smallere end skibet, selv om der ikke længere er lukket af. I en ny kirke som Christianskirken er bygningen tit næsten lige bred hele vejen, men der er taget plads fra i hjørnerne til andre formål, så også her er koret smallere end skibet, og der er en trappe op til koret, så man også på den måde mærker, at man kommer ind i en anden del af kirken, når man går op til alteret. I dag må man nemlig godt gå derop som "lægmand", altså en der ikke er uddannet til præst. |
| Sakristiet er præstens rum. Her
opbevares "messetøjet", dvs. det tøj som præsten tager på over præstekjolen.
Messetøjet svarer til det overtøj man tog på dengang Jesus levede. Og i kirken
skal overtøjet helst være festligt, for gudstjenesten er en fest, hvor vi glæder
os over Guds kærlighed til menneskene. Med så meget tøj til de specielle formål
er det nødvendigt at have et sted, hvor præsten kan klæde sig om, og hvor tøjet
kan gemmes af vejen, når det ikke bruges. Sakristiet er også et sted, hvor præsten kan sidde lidt og samle tankerne inden gudstjenesten, så i mange sakristier er der et skrivebord, og der kan også være en bedeskammel og et krucifiks, hvor præsten kan bede en bøn, inden han / hun går ind i kirken for at holde sin gudstjeneste. Er der plads til det, kan sakristiet også bruges til at opbevare alle de kostbare ting, der skal stå på alteret under gudstjenesten, så de kan låses inde. Der er store lysestager til at sætte på alteret, der er måske en gammel bibel eller et krucifiks som i Christianskirken, og der er bægre, kander og en lille tallerken af sølv til at have vin og brød i under altergangen. |
Sideskibet er ligesom skibet en del af kirken, hvor menigheden kan sidde (eller stå) under gudstjenesten. En række søjler kan adskille sideskibet fra selve skibet, og på den måde kommer det til at virke som et rum for sig selv. I Christianskirken er der sat stole op i sideskibene, så der bliver plads til flere mennesker i kirken på den måde. Men der er også andre kirker, hvor man har besluttet sig til kun at have siddepladser i selve skibet. Sct. Marie, f. eks. Når der så er brug for flere siddepladser, sætter man ekstra stole frem, så det bliver som i Christianskirken. |
Våbenhuset er det sted i kirken, de fleste først kommer ind i. Det svarer godt til entreen derhjemme. Dér hvor man lægger overtøjet og tørrer fødderne af. Våbenhuset har fået sit navn, fordi folk tidligere tit gik med våben af forskellig slags. Og dem måtte man ikke tage med ind i Guds hus, hvor der ikke måtte være ufred ("elsk din næste som dig selv") og hvor der ikke skulle være forskel på rig og fattig. Derfor måtte man lægge sine våben i det rum man kom ind i først, altså i våbenhuset. I de ældste kirker var der ikke våbenhus til at begynde med, så der kan man se våbenhusene "stikke ud", tit er det bygget til på sydsiden af kirken, hvor en af indgangsdørene var (den til mændene), så man kunne blive ved med at bruge den. Døren i den modsatte side, mod nord (til kvinderne), er så senere blevet muret til. Christianskirken er bygget i en tid, hvor folk ikke går rundt med sabler og andre våben hængende ned fra hoften, men der er stadig brug for et sted, hvor man kan komme i læ for regn og blæst, uden at det blæser ind i selve kirken, og hvor man kan sætte håret lidt på plads igen, gå på toilettet, eller hvad man nu har brug for. Inden man går ind i selve kirkerummet. Derfor er kirken bygget med et våbenhus. Eller rettere: der er taget et hjørne af kirken fra (mod SV), ved at man har lavet vægge ind mod kirken, så hjørnet kan bruges som våbenhus. Fra dette rum er der adgang til toilet for handicappede,- også indrettet med pusleplads. |
| Dåbsværelser er en nyere opfindelse, når
man tænker på hvor gamle mange kirker er, og i Christianskirken er dåbsværelset
anbragt i et hjørne (mod NV), lige som våbenhuset. Herfra kommer man også ind i
kirken, og her kan familier stå i tørvejr og varme med de små børn, der skal
døbes, inden det er tid at gå ind. I ældre kirker er dåbsværelset måske bare et hjørne eller lille rum i forbindelse med våbenhustilbygningen, men i en ny kirke er det nemmere at planlægge, hvor det er mest praktisk at anbringe dåbsværelset, fordi kirken bliver lavet på én gang eller over en kortere årrække. I dåbsværelset kan man anbringe plads til at pusle børnene eller måske give dem dåbskjolen på, så gudstjenesten bliver en god oplevelse for familien og barnet. Nogen steder er det så også det sted hvor der er legetøj, så man kan gå derhen under præstens prædiken. Fra dåbsværelset er der adgang til den trappe, der fører op til kirkens orgel og kirkens klokker, og der er trappe ned til en lille kælder med toiletter og et lillebitte kontor til kirketjeneren. |
| Det
sidste, fjerde hjørne i Christianskirken (mod NØ) er et kistemodtagerum.
Det bliver brugt til at tage imod kister inden begravelser, og her kan man holde
en lille andagt, inden de pårørende går igen. Der er en direkte indgang til dette rum udefra, så kisterne kan sættes herind, uden at man skal hele vejen ind gennem kirken. Midt i rummet er der en åben kisteelevator, så kisten uden problemer kan sættes på en katafalk og sænkes nedenunder, indtil der er bisættelse / begravelse. |
| Krypten Under kirken er der en etage mere. Inden kirkens kordel blev bygget, lavede man en kæmpemæssig kælderetage som fundament for den næste etape i kirkebyggeriet. Dernede er der blevet indrettet et kirkerum og nogle kapelrum til kister. |
|
Mere om kirkens historie. Mere om kirkens malerier Mere om kirkens inventar: alter, prædikestol, døbefont, sølvtøj, orgel og andet |